Iværksætteri og internationale forbindelser
Skabertrang og store ambitioner – uden storbyens stress og jag. Flere og flere har fået øjnene op for at udleve deres karrieredrømme på Lolland, hvor store og nye virksomheder vinder frem og iværksætterånden blomstrer som aldrig før.
Store virksomheder
Der er ikke noget modsætningsforhold mellem en sprudlende karriere og en adresse på Lolland. Flere større virksomheder, som eksempelvis MHI Vestas, Scandlines, Codan Medical, Nordic Sugar og Ortofon, har voksende afdelinger på Lolland og søger alt fra håndværkere til ingeniører netop nu. Hos mange af de lokale virksomheder er der rige muligheder for at udvikle og videreuddanne sig, hvis lysten og ambitionerne er der.
Femern Bælt-tunnelen – et af de store tunnelelementer ses i baggrunden.


FEMERN-FORBINDELSEN
I disse år er Danmarks største infrastrukturprojekt i gang i form af det store byggeri af Femern Bælt-tunnelen. Forbindelsen består af en 18 km. lang tunnel mellem Danmark og Tyskland – skabt for at sænke rejsetiden, styrke forbindelsen og fjerne flaskehalsen mellem Skandinavien og Centraleuropa. Når tunnelen efter planen står klar i 2029, åbner det således en port til hele Europa med Lolland i centrum. Byggeriet har endvidere fået flere udenlandske arbejdskræfter til øen, hvorfor Lolland Kommune har stiftet en international folkeskole – som de første i Danmark!

Cathrine Krøyer er Office Manager i Aarslef, Femern-projektet, og tidligere rekrutteringskonsulent ved Femern Agency. Cathrine er opvokset på Lolland og flyttede efter nogle år i København tilbage til øen, hvor hun i dag bor med sin datter i Maribo.
»Hvis man har ambitionerne i orden, kan man nå rigtig langt – også selvom man bor på Lolland«
– Cathrine Krøyer, Office Manager i Aarslef.

Katharina Fredslund er madantropolog og arbejder som selvstændig på Fejø. Katharina har blandt andet stiftet et arbejdsfællesskab, og hun er ved at starte en festival på Fejø og en højskole på Lolland.
IVÆRKSÆTTERI
Iværksætterånden blomstrer på Lolland, og i løbet af de seneste år har flere og flere ildsjæleprojekter fået vind i sejlene. Fremgangen på dén front skyldes blandt andet de lave leveudgifter på øen, der gør det muligt at udfordre de gængse 9-17-kontorjobs, og ikke mindst Business Lolland-Falster, der arbejder for at gøre det nemmere og mere attraktivt at iværksætte på Lolland – med professionelle netværk og kyndig sparring, der hjælper med at forvandle lollikkernes gode idéer til virkelighed.


»Jeg arbejder lidt for penge, og så arbejder jeg resten af tiden på alle mulige hjerteprojekter, som jeg virkelig elsker at arbejde på«
- Katharina Fredslund, selvstændig madantropolog på Fejø.